Nissen Family Group investerer i RENTEQ

Foto af Nissen Family Group.

Den danske elektrificeringsvirksomhed RENTEQ ApS har fået Nissen Family Group med som investor. Investeringen bidrager til virksomhedens fortsatte skalering, i en periode med nye ordrer fra kunder og samarbejdspartnere og en udvidelse af virksomheden, der skal tjene til at imødekomme denne efterspørgsel på elektrificeringer af eksisterende køretøjer.

Nissen Family Group, der er kendt for at tage ansvarlige og visionære investeringsbeslutninger, har valgt at bidrage til RENTEQs forsatte vækst, idet Alan Nissen – foruden at tilføre kapital – kommer med en tung industrirelevant erfaring, både i forhold til RENTEQs markeder og den videre skalering af virksomheden:

“Da vi blev præsenteret for muligheden for at investere ind i en ung virksomhed, hvor vi kunne være med til at bidrage til den videre udvikling inden for elektrificering, var det svært at takke nej. Vi har allerede kenskab til de maskiner og køretøjer, som skal ombygges, og de brancher, hvor de skal sælges. Personerne bag RENTEQ og deres baggrund gjorde det desuden oplagt, at vi skulle tage imod muligheden for at blive en del af ejerkredsen,” præciserer CEO, Alan Nissen på vegne af Nissen Family Group.

Med investeringen får RENTEQ ApS en partner, der i mere end 100 år har skabt synergi med sin entreprenante ånd og drivkraft netop inden for automotive- og entreprenørmaskinebranchen.

RENTEQ på vej til at gøre elektrificering til det naturlige valg

Partnerskabet hænger tæt sammen med RENTEQs udvikling: "Nissen Family Group har et fremsynet perspektiv og et ansvarligt engagement i de virksomheder, de investerer i. Det gør dem til den helt rigtige partner for os. Med deres kompetencer og erfaringer i ryggen er vi endnu bedre rustet til den vækst, vi kigger ind i," siger Kristoffer Falk Qvist, CEO og stifter af RENTEQ.

Virksomheden har i løbet af 2026 landet ordrer på elektrificering af varebiler, entreprenørmaskiner i forskellige vægtklasser og nyproducerede batteritrailere både direkte hos eksisterende kunder som SHP (Scheller, Hougaard & Petersen) og gennem samarbejdspartnerne Bay Christensen A/S og H.P. Semler Machinery, men også fra blandt andet Frederiksberg Kommune og KDO Logistik.

Ordrerne understøtter RENTEQs langsigtede strategi og seneste udvidelse med en produktionsfabrik i Gedved i Østjylland. Her starter RENTEQ sin serieproduktion af kitsæt til elektrificering, så virksomheden kan levere kvalitetsprodukter i større volumen og til den rette pris. Fabrikken giver kortere leveringstider til RENTEQs konverteringspartnere og huser samtidig den nye serviceafdeling, der har til formål at dække konverteringskunder i hele Danmark.

Med Nissen Family Group som investor og produktion i Gedved er RENTEQ klar til næste fase for at nå målet om at blive den førende elektrificeringspartner inden for alt kørende materiel samt at gøre konvertering og elektrificering til et lige så naturligt valg som at anskaffe nyt.

Næste
Næste

RENTEQ udvider med ny fabrik i Gedved